Tak til Ragnas svigersøn Thor Lykke Jensen, som har sendt følgende artikel:
Folkedans giver folk mere indhold i livet
Af Lars Schelde, januar 1983
Sund mad. Flere stikord behøver Ragna Tang ikke, før hun på det nærmeste er parat til at holde foredrag om emnet. Sund levevis, sund kost, ligger hende stærkt på sinde.
Jeg synes, det er så dumt, at mennesker ødelægger sig selv med alkohol, cigaretter
og dårlig mad, siger hun.
Vestjysk Søndag er på besøg hos Ragna og Hans Tang i deres dejlige hjem på Holmsland, et nedlagt landbrug med jord ned til Ringkøbing Fjord. Besøget gælder en snak med Ragna om hendes folkedanser-liv.
Vi bliver modtaget med varme og straks bænket ved et veldækket
formiddagskaffebord. Rugbrød og rundstykker, smør, leverpostej, forskellige
slags kødpålæg, æg, ost, hjemmelavet syltetøj m.m.
God, sund og velsmagende mad. Ikke noget med fedt wienerbrød eller lignende. Men måske alligevel ikke helt et bord, man ville forvente at møde hos en, der går
så højt op i sund og rigtig kost som Ragna Tang.
Hun slår ud med armene:
Jamen ret beset burde man jo undvære kødet og leve meget mere af grøntsager,
men jeg vil ikke være fanatisk. Og fordi jeg føler sådan, er det jo ikke sikkert, det er det rigtige for min mand og andre mennesker.
Situationen med formiddagskaffen er måske Ragna i en nøddeskal. Folks sundhed, også hvad kosten angår, ligger hende »utroligt meget på sinde«. Men hun vil ikke være nogen profet, ikke være fanatisk.
Ragna Tang sætter stor pris på, at folk går ind for en sag, tror på det, de har med
at gøre. Sådan er hun selv i sit arbejde. Men enhver form for fanatisme ligger
hende fjernt.
Jeg kan ikke lide, at folk drikker stærke sager. Men et glas eller halvanden
kan jeg gå med til.
Fanatismen mødte Ragna Tang til overflod, da hun i en årrække gav folkedanseundervisning ved KFUM- og K's kammeratskabsaftener i Herning. Mange forældre forbød deres unge at gå til disse aftener p.g.a. folkedansen, Ragna Tang måtte oven i købet høre, at hun var et ugudeligt menneske.
Passer ikke, men hvis man ikke må danse, så er det hele da ikke noget værd,
siger hun og tilføjer: Jeg synes, de her mennesker i Herning og andre steder
glemmer at tænke på, hvor mange problemer, vi har sparet dem for på deres børns
vegne.
Det er ikke de børn og unge, der går til folkedans, der løber på gaderne og slår
blomsterkummer i stykker eller det, der er værre.
Vi har det allesammen dejligt. Salen damper af varme og glade mennesker, når vi
øver vore danse.
Der er ingenting, der savnes så meget her på jorden, som glæde. Mennesker har brug for noget, de kan stå imod med i svære tider. Det kan folkedansen give dem -
den er et godt og sikkert middel til at få et mere indholdsrigt og gladere liv,
siger Ragna med klippefast overbevisning i stemmen.
Folkedans i Danmark er meget mere folkelig og medmenneskelig, meget mere
»forbrugervenlig« end folkedans i mange andre lande, mener Ragna Tang, der
gennem årene har besøgt et utal af lande med sine dansere fra Ringkøbing-egnen.
I mange lande skal folkedansen symbolisere noget. Det kan være en vindans, en
dans til ære for kartoffelavlen eller kornhøsten. Den skal måske symbolisere
angst, eller triumf eller kønnenes tiltrækning på hinanden.
Herhjemme går danserne bare i armene på hinanden, danser ud og har det dejligt. Det er med til at give dem livsglæde.
På Ragnas folkedanserhold får ingen lov til at beholde den samme partner hele
aftenen. To må ikke isolere sig i hinanden.
Jeg koster dem rundt til forskellige partnere, siger Ragna med et smil. Og på
den måde tvinger jeg dem til at lære andre mennesker at kende. Hvad de jo kun
kan have godt af.
Hvornår skal jeg stoppe?
Ragna Tang er i dag nået op i pensionsalderen. Hun er 67 og Hans, hendes mand, bliver snart 69.
Vi har da snakket om, at jeg skulle til at trappe ned, men vi har nu ingen
bestemmelse taget om det endnu, erkender Ragna. Det er en fantastisk oplevelse,
når man har kræfter til at arbejde med så mange mennesker, og en utrolig gunst
at kunne fortsætte.
Men hvor længe kan jeg fortsætte? Det spørger jeg oftere og oftere mig selv om. Jeg
skulle jo nødig ende som et surt gammelt ribs, som ikke er til at slippe af
med. Så vil jeg hellere holde op forinden.
Ragna Tang erkender problemet i, at hun er eneste leder af folkedansen på
Ringkøbing-egnen, og at hun har været det i så mange år. At kalde hende en
institution inden for folkedansen er ikke overdrevet.
At tillægge hende æren for, at folkedans i dag er uhyre populær på
Ringkøbing-egnen, er heller ikke overdrevet. Ragna leder hver uge 500
folkedansere, undertiden flere. Hun har et stort og afvekslende repertoire og
laver selv nye danse.
Hvorfor skal en folkedans nødvendigvis være 200 år for at være god nok. Næh, jeg laver en ny dans hvert år, så de gamle, garvede dansere kan blive lige så forskrækkede som nybegynderne!
Men netop Ragnas store dygtighed og enorme viden om folkedans er måske en væsentlig årsag til, at ingen tilsyneladende har vist særlig interesse for at overtage
lederskabet efter hende.
Spørgsmålet er også, om andre kan og vil lægge lige så megen tid og lige så mange kræfter i arbejdet, som Ragna har gjort - og stadig gør.
Hver eneste aften ugen igennem er hun ude at lede folkedans. Førhen gik også de
fleste lørdage med opvisninger.
Nu prøver jeg da trods alt at holde weekenderne fri, siger Ragna.
Hans: Du prøver, men du ved jo godt, du kan ikke sige nej! For travlt?
Hans og Ragna blev gift i 1937, og Ragna indrømmer gerne, at al hendes fritid, og
vel også en del af det, der burde være arbejdstid, er gået til folkedansen og
hendes anden store interesse, gymnastikken. Hun har ledet gymnastikhold, fra
hun forlod Ollerup Gymnastikhøjskole i 1934 og frem til 1980.
-Har hun været for meget hjemmefra?
Hans Tang trækker på det: - Næh, nej... hun har jo så meget lyst til det, så...
Han samstemmer, da Ragna bryder ind med en bemærkning om, at han jo også har
truffet mange interessante mennesker gennem hendes folkedans. Hans kan også vældig godt lide at danse folkedans.
Fortjenstmedaljen
Da Ragna hen mod slutningen af samtalen får stillet spørgsmålet, om der er
begivenheder i hendes liv, der i særlig grad har brændt sig fast, er værd at
mindes, kan hun ikke komme i tanker om noget.
Næh, det er der vist ikke. Det er jo gået slag i slag hele tiden.
Nuer det Hans, der bryder ind:
Du har da fået fortjenstmedaljen i guld.
Det ved Ragna naturligvis godt, og hun lader sig da også overtale til at finde den
frem og lade sig fotografere med den. Men hun er ikke så meget for at snakke om
den, føler tydeligvis en vis ydmyghed over, at nogle mennesker, som hun i
øvrigt ikke ved, hvem er, har fundet hende værdig til en indstilling til
fortjenstmedaljen.
Det kan jo let komme til at virke som en form for pral. Medaljer og anden hæder
er ikke noget, jeg har stræbt efter. Jeg har kun gjort, hvad jeg havde lyst til, understreger Ragna.
Som senegræs
Næste år er det 50 år siden, Ragna Tang startede som gymnastikleder. I 1935 kom
folkedansen til. Det har indtil nu været 49 år rige på indhold og glæder. Men også med problemer naturligvis.
Jeg har haft et fantastisk liv. Men ingen rager sig ud i noget, uden at det også gør ondt engang imellem. Men jeg må være gjort af senegræs, for jeg er altid
kommet igen. Grunden må være, at jeg tror på det, jeg laver, slutter Ragna
Det følgende er et lille uddrag af Frede Lauritsens mindeskrift i forbindelse med Ragnas død i 2003:
Folkedans giver folk mere indhold i livet
Af Lars Schelde, januar 1983
Sund mad. Flere stikord behøver Ragna Tang ikke, før hun på det nærmeste er parat til at holde foredrag om emnet. Sund levevis, sund kost, ligger hende stærkt på sinde.
Jeg synes, det er så dumt, at mennesker ødelægger sig selv med alkohol, cigaretter
og dårlig mad, siger hun.
Vestjysk Søndag er på besøg hos Ragna og Hans Tang i deres dejlige hjem på Holmsland, et nedlagt landbrug med jord ned til Ringkøbing Fjord. Besøget gælder en snak med Ragna om hendes folkedanser-liv.
Vi bliver modtaget med varme og straks bænket ved et veldækket
formiddagskaffebord. Rugbrød og rundstykker, smør, leverpostej, forskellige
slags kødpålæg, æg, ost, hjemmelavet syltetøj m.m.
God, sund og velsmagende mad. Ikke noget med fedt wienerbrød eller lignende. Men måske alligevel ikke helt et bord, man ville forvente at møde hos en, der går
så højt op i sund og rigtig kost som Ragna Tang.
Hun slår ud med armene:
Jamen ret beset burde man jo undvære kødet og leve meget mere af grøntsager,
men jeg vil ikke være fanatisk. Og fordi jeg føler sådan, er det jo ikke sikkert, det er det rigtige for min mand og andre mennesker.
Situationen med formiddagskaffen er måske Ragna i en nøddeskal. Folks sundhed, også hvad kosten angår, ligger hende »utroligt meget på sinde«. Men hun vil ikke være nogen profet, ikke være fanatisk.
Ragna Tang sætter stor pris på, at folk går ind for en sag, tror på det, de har med
at gøre. Sådan er hun selv i sit arbejde. Men enhver form for fanatisme ligger
hende fjernt.
Jeg kan ikke lide, at folk drikker stærke sager. Men et glas eller halvanden
kan jeg gå med til.
Fanatismen mødte Ragna Tang til overflod, da hun i en årrække gav folkedanseundervisning ved KFUM- og K's kammeratskabsaftener i Herning. Mange forældre forbød deres unge at gå til disse aftener p.g.a. folkedansen, Ragna Tang måtte oven i købet høre, at hun var et ugudeligt menneske.
Passer ikke, men hvis man ikke må danse, så er det hele da ikke noget værd,
siger hun og tilføjer: Jeg synes, de her mennesker i Herning og andre steder
glemmer at tænke på, hvor mange problemer, vi har sparet dem for på deres børns
vegne.
Det er ikke de børn og unge, der går til folkedans, der løber på gaderne og slår
blomsterkummer i stykker eller det, der er værre.
Vi har det allesammen dejligt. Salen damper af varme og glade mennesker, når vi
øver vore danse.
Der er ingenting, der savnes så meget her på jorden, som glæde. Mennesker har brug for noget, de kan stå imod med i svære tider. Det kan folkedansen give dem -
den er et godt og sikkert middel til at få et mere indholdsrigt og gladere liv,
siger Ragna med klippefast overbevisning i stemmen.
Folkedans i Danmark er meget mere folkelig og medmenneskelig, meget mere
»forbrugervenlig« end folkedans i mange andre lande, mener Ragna Tang, der
gennem årene har besøgt et utal af lande med sine dansere fra Ringkøbing-egnen.
I mange lande skal folkedansen symbolisere noget. Det kan være en vindans, en
dans til ære for kartoffelavlen eller kornhøsten. Den skal måske symbolisere
angst, eller triumf eller kønnenes tiltrækning på hinanden.
Herhjemme går danserne bare i armene på hinanden, danser ud og har det dejligt. Det er med til at give dem livsglæde.
På Ragnas folkedanserhold får ingen lov til at beholde den samme partner hele
aftenen. To må ikke isolere sig i hinanden.
Jeg koster dem rundt til forskellige partnere, siger Ragna med et smil. Og på
den måde tvinger jeg dem til at lære andre mennesker at kende. Hvad de jo kun
kan have godt af.
Hvornår skal jeg stoppe?
Ragna Tang er i dag nået op i pensionsalderen. Hun er 67 og Hans, hendes mand, bliver snart 69.
Vi har da snakket om, at jeg skulle til at trappe ned, men vi har nu ingen
bestemmelse taget om det endnu, erkender Ragna. Det er en fantastisk oplevelse,
når man har kræfter til at arbejde med så mange mennesker, og en utrolig gunst
at kunne fortsætte.
Men hvor længe kan jeg fortsætte? Det spørger jeg oftere og oftere mig selv om. Jeg
skulle jo nødig ende som et surt gammelt ribs, som ikke er til at slippe af
med. Så vil jeg hellere holde op forinden.
Ragna Tang erkender problemet i, at hun er eneste leder af folkedansen på
Ringkøbing-egnen, og at hun har været det i så mange år. At kalde hende en
institution inden for folkedansen er ikke overdrevet.
At tillægge hende æren for, at folkedans i dag er uhyre populær på
Ringkøbing-egnen, er heller ikke overdrevet. Ragna leder hver uge 500
folkedansere, undertiden flere. Hun har et stort og afvekslende repertoire og
laver selv nye danse.
Hvorfor skal en folkedans nødvendigvis være 200 år for at være god nok. Næh, jeg laver en ny dans hvert år, så de gamle, garvede dansere kan blive lige så forskrækkede som nybegynderne!
Men netop Ragnas store dygtighed og enorme viden om folkedans er måske en væsentlig årsag til, at ingen tilsyneladende har vist særlig interesse for at overtage
lederskabet efter hende.
Spørgsmålet er også, om andre kan og vil lægge lige så megen tid og lige så mange kræfter i arbejdet, som Ragna har gjort - og stadig gør.
Hver eneste aften ugen igennem er hun ude at lede folkedans. Førhen gik også de
fleste lørdage med opvisninger.
Nu prøver jeg da trods alt at holde weekenderne fri, siger Ragna.
Hans: Du prøver, men du ved jo godt, du kan ikke sige nej! For travlt?
Hans og Ragna blev gift i 1937, og Ragna indrømmer gerne, at al hendes fritid, og
vel også en del af det, der burde være arbejdstid, er gået til folkedansen og
hendes anden store interesse, gymnastikken. Hun har ledet gymnastikhold, fra
hun forlod Ollerup Gymnastikhøjskole i 1934 og frem til 1980.
-Har hun været for meget hjemmefra?
Hans Tang trækker på det: - Næh, nej... hun har jo så meget lyst til det, så...
Han samstemmer, da Ragna bryder ind med en bemærkning om, at han jo også har
truffet mange interessante mennesker gennem hendes folkedans. Hans kan også vældig godt lide at danse folkedans.
Fortjenstmedaljen
Da Ragna hen mod slutningen af samtalen får stillet spørgsmålet, om der er
begivenheder i hendes liv, der i særlig grad har brændt sig fast, er værd at
mindes, kan hun ikke komme i tanker om noget.
Næh, det er der vist ikke. Det er jo gået slag i slag hele tiden.
Nuer det Hans, der bryder ind:
Du har da fået fortjenstmedaljen i guld.
Det ved Ragna naturligvis godt, og hun lader sig da også overtale til at finde den
frem og lade sig fotografere med den. Men hun er ikke så meget for at snakke om
den, føler tydeligvis en vis ydmyghed over, at nogle mennesker, som hun i
øvrigt ikke ved, hvem er, har fundet hende værdig til en indstilling til
fortjenstmedaljen.
Det kan jo let komme til at virke som en form for pral. Medaljer og anden hæder
er ikke noget, jeg har stræbt efter. Jeg har kun gjort, hvad jeg havde lyst til, understreger Ragna.
Som senegræs
Næste år er det 50 år siden, Ragna Tang startede som gymnastikleder. I 1935 kom
folkedansen til. Det har indtil nu været 49 år rige på indhold og glæder. Men også med problemer naturligvis.
Jeg har haft et fantastisk liv. Men ingen rager sig ud i noget, uden at det også gør ondt engang imellem. Men jeg må være gjort af senegræs, for jeg er altid
kommet igen. Grunden må være, at jeg tror på det, jeg laver, slutter Ragna
Det følgende er et lille uddrag af Frede Lauritsens mindeskrift i forbindelse med Ragnas død i 2003:
"Et langt og rigt liv var til ende, men - legenden vil altid leve," skrev han.
Ragna nåede at sætte sit fingeraftryk i danske folkedanse. Der blev udgivet en bog med 30 danse, som hun har kreeret i samarbejde med sin veninde Mie Dalgaard fra Stadil, der har komponeret musikken. Rundt om i hele landet holdes der flere kurser udelukkende med netop Ragnas danse, der er populære som aldrig før.
Som Ragna selv har sagt, så fejer folkedansen "al søllehie og æ spindelvæv fra æ hjærn"
På videoen ses Ringkøbingegnens Folkedansere på Strandgaarden i Houvig.
Musikken er Mie Dalgaards "Klosterhambo".
se i øvrigt www.dansiring.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar