søndag den 29. april 2012

Blomstermarked i Kloster

Blomster på Æ Pold
Dagli`Brugsen inviterede lørdag d. 28.april til store plantemarked uden for butikken. Her kunne købes blomster og krukker.


Gartner Inge Søe Plougsgaard var på stedet og ydede hjælp til tilplantningen af nye eller medbragte krukker.
Bestyrelsen i Brugsen serverede kaffe, og senere kunne købes grillpølser.
Vejret var med arrangementet, og de mange flotte blomster fandt vej til haverne i Kloster.

torsdag den 26. april 2012

Orientering om projektet

Orientering om projektet

Scrats jagt på den fristende nød udløste noget, der lignede et jordskælv. Vi i Landsbygruppen havde det lidt ligesom Scrat, da vi i sommeren 2011 fik tilbud om at Kloster skulle være vært ved Kunsten i Bevægelse. Det var et fristende og spændende tilbud, men vi blev hurtigt klar over, at vi kom på gyngende grund. Mange spørgsmål har rejst sig, og projektet krævede en indsats. Der skulle arbejdes for at nå frem til den fristende "nød".
Skulle dette projekt løses, måtte det gøres i fællesskab. Derfor er det en stor lettelse, at Landsbygruppen har mødt stor velvilje og ideen har fået en god modtagelse ikke bare her i aften, men også i andre forbindelser.

I januar 2011 underskrev Per Stig Møller en kulturaftale med Midt- og Vestjylland. Som det ses på billedet var Lemvig, Struer, Holstebro, Herning, Ikast-Brande og Ringkøbing-skjern med i aftalen.
Tanken var, at kunst og kultur skulle formidles, opleves og udøves i de omtalte områder. Der skulle gives grobund for talentudvikling og international forståelse.
Pengene til formålet kom fra Kulturministeriet, Egefonden, Ikast-Brande Kommune og Region Midtjylland. Pengene skulle bruges til honorar til projektledere og kunstnere.
Hver landsby skulle selv skaffe 20000 kr til materialer og ophold/forplejning for billedkunstnerne. Kloster har skaffet disse midler i forbindelse med uddelingen af VE-midler. Desuden har Nordea d. 25.april overført 5000 kr på projektets konto.
De valgte landsbyer, som får besøg af projektet i 2012 er Fabjerg, Hjerm, Ulfborg, Kibæk, Klovborg og Kloster. I 2013 er disse landsbyer med til at give stafetten videre til de næste 6 landsbyer.

Sagen er den, at Kloster den første uge i september får besøg af 3 udenlandske og 3 danske kunstnere. Desuden deltager 10 kunsttalenter fra BGK i Holstebro de sidste 3 dage i projektet.
Det internationale i det lokale og det lokale i det internationale i fortid, nutid og fremtid er projektets arbejdstitel.
Kunsten skal skabes i samarbejde og i en vekselvirkning mellem de professionelle kunstnere og lokalbefolkningen.
Projektet skal bringe kvalitativ kunst ud til nye lokaliteter.
Der er et håb om at skabe internationale relationer i mødet mellem borgere og udenlandske kunstnere.

Landsbygruppens første opgave var at kortlægge området. Klosters historie skulle fortælles. De danske og de udenlandske kunstnere skulle vide, hvad det var for et område, og hvad det var for et folk, man skulle arbejde sammen med.
Denne kortlægning har givet kontakt til en masse mennesker, som har kunnet bidrage med Klosters/Holmslands spændende historie. Historier, som lader os tilbage med stolhed og respekt for stedet.

I jagten på materialer til kortlægningen er vi stødt på fotografier, som kan betragtes som naturens kunstværker












Programmet for projektugen

Lørdag. d.1. september

  Kunstnerne ankommer til Kloster kl. ca. 18.30 - modtagelsesmiddag

søndag. d.2. september

  Arbejdet sættes i gang – aftensang (gudstjeneste) kl.19.30

mandag. d.3. september

  Arbejdet fortsætter

tirsdag. d.4. september

  Arbejdet fortsætter. Kl.16 ankommer WOOLOO-folkene og 10 BGK-elever

onsdag. d.5. september

  Alle arbejder – evt. guitarkoncert i kirken

torsdag. d.6. september

  Alle arbejder – afslutningsfest –

  evt. medv. af Ringkøbing egnens Folkedansere

fredag. d.7. september

Gæsterne siger farvel efter morgenmad.


Den japanske kunstner Yoshihisa Sano er en af gæsterne. Sano arbejder i plast og lysets effekt, når strålerne brydes. Han skal sammen med Holmsland skoles elever og forældre skabe et blivende kunstværk, som bliver placeret i Kloster. Hvor, ja kom endelig med gode forslag.


Til dette kunstværk skal bruges flere tusinde genbrugsflasker. I øjeblikket er vi i gang med at få opstillet containere til flaskeindsamlingen


Fra Danmark kommer Lise Skou.

Lise Skou kommer sidst i maj til Kloster for at indsamle/erfare stedets historie. Gennem samtale og måske en gåtur gennem byen vil hun sammen med os skabe rammerne for et projekt. Projektet vil søge at indfange de mange forskellige ”nutidigheder”, normer, strukturer og værdisæt, der eksisterer i vores by. Dem man præsenteres for via medierne, dem man oplever, når man bor i byen, overleverede historier, nye historier osv.

Tidsplan for forløbet:

·         Researchtur til Kloster sidst i maj. Mødes med folk, samtaler,gåture…….

·         En tur af længere varighed i juni

·         Projektet gennemføres i september

·         Optagelse på video og måske ender det med et skuespil bestående af 3 små epistler.








Martin Rosengaard og Sixten Kai Nielsen skal arbejde sammen med de unge talenter fra BGK i Holstebro. Martin og Sixten er med i kunstnersammenslutningen Wooloo, som udøver performancekunst.
Her på stedet vil de gerne have fat i de store børn og de unge, og der høres ord som teaterkunst, karneval og levende skulptur.


Her et billede fra BGKs hjemmeside, som lover godt for forløbet.



Bertine Bosch og Bert Meinem kommer fra Holland.
"Byens arkiv" er overskriften for deres del af kunstprojektet. De beder os samle interessante ting, som skal gemmes for fremtiden. Det kan være billeder, natur, kendetegn, materialer, historier o.lign. Objekterne samles i forseglede bokse af glas eller plastik. Er det i en kæmpe sætterkasse eller måske rummelig obelisk, som kan stå på Polden?
På skolens sportsplads indrettes "Kunstnercamp" og hertil har vi et ønske om lån af campingvogne. Giv os et vink, hvis I har mulighed for at hjælpe.
De unge talenter fra BGK overnatter i ungdomsklubben.

"Uden mad og drikke dur selv kunstnere ikke."
Derfor har vi et ønske om naturalydelser.
Når vi nærmer os september, bliver der lejlighed til at byde ind.
Ligeledes bliver der brug for hjælp til at lave aftensmad til gæsterne, som selv skal forsyne sig med morgenmad og frokost.















Orinteringsmødet i Kloster d. 24. april


Referat fra fællesspisning og orienteringsmødet ang. Kunsten i Bevægelse tirsdag d. 24. april i Holmsland Idræts- og Kulturcenter

I mødet deltog 60-70. Det var glædeligt, at det var en ”blandet” flok. Tilflyttere, indfødte, unge, ældre, folk fra Gl. Sogn og folk fra Ny Sogn

Linda serverede velsmagende koteletter i fad kl. 18.
Kl. 19 gik Mogens og Mette Krogsgaard i hallen for at aktivere de 6 børn, som havde været med under spisningen. Kaffen blev serveret for alle andre, og orienteringen gik i gang.
Landsbygruppens orientering kan ses under "Orientering om projektet"

Efter orienteringen kom mange gode og spændende indslag fra deltagerne
Kommentarer, spørgsmål og forslag fra de fremmødte:

Hvordan samler vi plastflasker? Container ved Brugsen, container ved Super Best i Søndervig, indsamling efter Giro’en, henvendelse til ESØ og container på genbrugspladsen

Lån af campingvogne: Tilsagn fra Dorthe om lån af campingvogn. Forslag om at henvende sig til Antons camping.

Ønsker til kunstnerne.

·         Hvor er den malende kunst?

·         Rebekka gjorde opmærksom på, at Sadolin havde sponseret maling til et lignende projekt
·         Udsmykning af hallen

·         Kunst i store rum.

·         Selve landsbyen er et ”stort rum”.

·         Hvad med gavlmalerier?

·         Vejmalerier.

·         Lyskunst i lysmaster.

·         Udsmykning af cykeltunnel.  

·         Hvor er børnehavebørnene i projektet?

Andre forslag, bekymringer og tilbud:

·         Opstilling af informationstavle ved Brugsen

·         Lån af tom lade/tomt maskinhus hos Inge Plougsgaard (måske er det noget for Wooloo?)

·         Hvorfor ikke bygge en halvmåneformet jordvold, som kan bruges som scene til Wooloos teaterkunst?

·         Hvad nu, hvis kunstnerne forlader et halvfærdigt projekt?

·         Wooloo skal vide at mange unge i Kloster arbejder meget med gymnastik og dans.

·         Hvorfor ikke tage kontakt til Ringkøbing gymnasium for at spørge om deres kunst- og designlinje kunne tænke sig at være en del af projektet? Her går jo også unge fra Kloster.